2024
Trivsel
En af de indsatser, akademiet altid vil have fuldt fokus på, er trivsel – både for studerende og ansatte. I år 2024 indførte akademiet i 2. halvår morgenmad til alle studerende og ansatte – et initiativ, der skulle skabe en god start på dagen og samtidig styrke det sociale fællesskab på tværs af akademiet.
Ordningen blev rost, og der vurderes nu, om initiativet skal gentages i andet halvår af 2025.
I kantinens udbud har der været fokus på at servere flere grøntsager og mindre kød. Dette initiativ er blevet godt modtaget, og tidens trend understøtter dets succes. Akademiets menneskelige kapital er et stort fokusområde, hvilket også afspejles i årets MTU/APV, som blev gennemført i første halvdel af året. SEA er stolte af at have så tilfredse medarbejdere og vil naturligvis fortsætte med at vedligeholde og styrke den menneskelige kapital.
Også i år er der gennemført en studietilfredshedsundersøgelse blandt de studerende. Som vanligt viser undersøgelsen en høj tilfredshed og en svarprocent, der ligger på niveau med tidligere år. Resultaterne af årets MTU/APV samt studietilfredshedsundersøgelsen bekræfter, at SEA tager ansvar for miljø, trivsel og arbejdskapital – en indsats, der fortsat vil have høj prioritet
Bæredygtighedsugen
I marts sætter SEA fokus på bæredygtighed på tværs af uddannelser. I tre dage er skemaet ryddet og alle 2. semesterstuderende får boostet deres viden om bæredygtighed gennem projektarbejde og oplæg fra eksperter og virksomheder. I de tre dage summer det af liv på campus og pludselig kan man høre begreber som ”Planetære grænser”, ”ESG”, ”Greenwashing” og ”Biodiversitet” på gangene.
Bæredygtighedsdagene på SEA blev afholdt første gang i 2024.
Solceller
De solceller, som SEA har etableret på taget, har haft en markant positiv effekt på bæredygtigheden og medført en væsentlig reduktion i udgifterne til indkøb af elektricitet. Akademiet har opnået en direkte besparelse på ca. 180.000 kr. (ekskl. moms) på elindkøb, og solcelleproduktionen har samtidig resulteret i en CO₂-reduktion på omkring 10 tons årligt.
Den reducerede CO₂-udledning skal desuden ses i lyset af, at tilsvarende energiproduktion fra konventionelle energikilder ville have medført en op mod tre gange højere CO₂-udledning.
Solcelleanlægget har været i fuld drift siden marts 2024.
Øvrige energiindsatser
SEA leasede i december 2023 en elbil til medarbejdernes tjenestekørsel mellem de tre lokationer samt til øvrige arbejdsrelaterede aktiviteter. Initiativet bidrager til at reducere brændstofforbruget og mindske organisationens samlede CO₂-udledning.
På lokationen i Esbjerg er der siden 2023 gennemført en løbende udskiftning af belysningen. Inden for en treårig periode forventes næsten al belysning at være konverteret til LED. Denne omlægning vil medføre en betydelig energibesparelse og samtidig bidrage til en yderligere reduktion af akademiets CO₂-aftryk.
Blandt andre mindre initiativer kan nævnes, at kantinens frysere blev udskiftet i 2024. Dette medfører ikke blot energibesparelser, men også forbedrede arbejdsmiljøforhold for medarbejderne i kantinen.
2023